Paul Lepper

Paul Lepper

Obermainstr. 19, Frankfurt am Ma

Paul og Solveig

Paul som soldat

Blücher på vei til Norge

Den hadde ikke noe der å gjøre!

Paul, en del soldater og mannskaper klarte å svømme i land.!

• Far-Bio: Fritz Peter Paul Lepper f. 31 des. 1875
• Mor-Bio: Solveig Nielsen f. 20 jul. 1883

• Slektskap: Far til Bjørn Gert Bækkelund.

• Paul Lepper var Elektriker.
  

Lebenslauf!

Ich bin an den 7/4-1917 als Sohn des Fotografen Paul Lepper und seiner Ehefrau Solveig
Lepper, geb. Nielsen, in Bad Freienwalde/Oder zur Welt gekommen.
Von meinem 6. bis zu meinem 11. Lebensjahr bezuchte ich die Volksshule und erreichte das
Ziel das 1. Klasse.
Von 1933 bis 1937 war ich in die Lehre beim Elektromeister Günther Baumgärtner, und
habe anschliesend meine Gesellenprüfung abgelegt.
Nachdem ich 1 Jahr als Geselle gearbeitet hatte, wurde ich ein halbes Jahr zum Arbeitsdienst
eingezogen.
Im April 1938 bin ich zum Wermacht gekommen. 1939 habe ich den Krieg gegen Polen
mitgemacht.
Da ich gut Norwegish spreche, wurde ich zum O.K.W. nach Berlin beordert, und habe dort
meine Prüfung als Deutsch - Norwegisher Dolmetscher abgelegt.
Beim überfall auf Norwegen bin ich mit dem schweren Kreutzer (Blücher) bei Dröbak
torpediert worden. Ich konnte mich swimmend am Land retten.
Anfassend war ich Dolmetscher bei der 163 I.D. (Infanterie Diwizion)
1941 kam meine Diwizion nach Finland. Nach eine Zeit wurde ich wieder nach Norwegen
befohlen.
In Norwegen hatte ich die Überwachung der Rundfunksender ??? Hamar meine Aufgabe.
In Hamar lehrte ich die Norwegerin Gerd Bækkelund kennen.
Obgleicht ich mehrere Gesuche zu Heiratserlaub mich bei der Wermacht gestellstatte,
bekam ich keine Heiratsgenemigung.
Meine Verlobte reiste anfang 1945 zu meinen Ältern nach Deutschland. Inswishen hatten
wir einen Sohn bekommen. Beide wollten dort bei mir warten, das der Krieg zu Ende geht,
und dieVerhältnisse wieder normal wurden.
Das Kriegsende erlebte ich bei der XII Armee Wenck, und kam im Mai 1945 im britisher
gefangenshaft. Im Oktober 1945 wurde ich aus der Gefangenshaft entlassen..

Hamarsenderen på domkirkeodden

Paul Lepper ble født den 17 april 1917 i Bad Freienwalde, Brandenburg, Tyskland.¹

Han startet sin miltærtjeneste i 3. Panzerdivisjon ( Berlin) som Kradschütze. (motorsylist)

Deltok i Polen i 1938.²

Kurs som Norsk - Tysk tolk

Med 163 I.D. (Infanterie Diwizion) Unteroffizier.som tolk ved staben. Til Norge med Blücher. i 1940.²

Med divisjonen til Finland i 1941.²

Tilbake til Norge

Han avsluttet sin miltærtjeneste i XII Armee (Wenck) i 1945.²

Han avsluttet sin militærtjeneste i mai 1945 i britisk fangenskap.²

Elektriker ved det amerikanske militærhovedkvarter i Frankfurt

Paul døde i 1997 i Hadamar, Hessen, Tyskland.

Fritz Peter Paul Lepper¹

Bestefar Fritz Peter Paul Lepper

Gift med Solveig Nielsen i Berlin 31 mai 1911

Vielsesattest
Trykk for stort bilde

Paul, Paul og Solveig

Far-Bio: Peter Lepper

Mor-Bio: Karoline Lepper

Slektskap: Bestefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Fritz Peter Paul Lepper
Røntgentekniker, fotograf

Bestefar tok patent på røntgenutstyr

Hentet fra Deutschen Röntgen-Gesellschafft, Bind IV 1908:

Herr Immelmann- Berlin: Ein neuer Röntgenstrahlenmesser.

Meine Herren! Gestatten Sie, daß ich Ihnen einen Radiographen vorführe, den mein
technischer Assistent, Herr Lepper, konstruiert hat. Der Name „Radiograph" soll ausdrücken,
daß der Apparat die Menge der für einen bestimmten Zweck verwendeten Röntgenstrahlen auf-
zeichnet und zwar in der Weise, daß die Aufzeichnung jederzeit die Summe der chemischen
Wirkung der angewendeten Strahlen sofort erkennen läßt, und außerdem für die Kranken-
geschichte dauernd aufgehoben werden kann. Wir haben es so ganz in der Gewalt einer wie
starken Bestrahlung wir den kranken Körperteil aussetzen wollen.

Neben dieser Möglichkeit, die Menge der chemisch wirksamen Röntgenstrahlen aufzu-
zeichnen, besitzt der Apparat außerdem noch eine Skala, an der man den jeweiligen Härtegrad
der Strahlen kontrollieren kann, so daß wir ihn auch als zuverlässigen Expositionsmesser bei
röntgenographischen Au&ahmen verwerten können.

Ich komme nun zur Beschreibung des Apparates selbst und dessen Anwendungsweise.

Der Radiograph hat die Form eines kleinen^ flachen, vernickelten Metallkästchens, dessen
Größenverhältnisse 7X5x2 cm betragen. Im Innern des Kästchens steht ein flacher Behälter
aus rot geförbtem Zelluloid. Die rote Farbe ist so gewählt, daß sie einerseits das Durchsehen
gestattet, andererseits die chemischen Strahlen des optischen Spektrums genügend abhält, um
in dem Behälter eine photographische Platte bei Lampen- oder gedämpftem Tageslicht schleier-
frei entwickeln zu können.

Wie aus der Abbildung (Fig. 1) hervorgeht, ist das Metallkästchen mit einem abklapp-
barem Deckel D versehen und sind die Seitenwände zum Teil herausgeschnitten. Der Deckel D
verschließt die eine offene Seite des Zelluloidbehälters, und die Ausschnitte in den Seitenwänden
des Metallkästchens gestatten das Hindurchsehen durch den Behälter.

Vor der einen Seite des Kästchens befindet sich eine Klappe K, die auf der Innenseite
einen Leuchtschirm bekannter Art enthält. In der Wandung der aus Bleiblech bestehenden
Klappe K ist oben ein halbrunder Ausschnitt angebracht, dessen konvexe Seite nach rechts
gerichtet ist. (Auf der Figur 2 ist die den Ausschnitt verdeckende Schutzscheibe, zwecks Sicht-
barmachung des Ausschnittes fortgelassen). Diesem Ausschnitt in der Klappe gegenüber be-
findet sich in der Seitenwand des Zelluloidbehälters ein Yergleichsschattenbild, bestehend aus
einem gleich großen, dunkel gefärbten Flecken F, dessen konvexer Teil nach links gerichtet
ist (B^ig. 1). Während der Bestrahlung entwickelt sich auf der photographischen Platte ein
halbrunder Fleck, der in der Form dem Ausschnitt in dem Deckel K des Apparates entspricht.
Als Farbe für den Halbkreis in dem Zelluloidbehälter ist diejenige gewählt, welche die ent-
wickelte Platte zeigt, wenn sie mit einer ganzen Erythemdose bestrahlt wurde. Es werden außer
diesem Vergleichsschattenbild für eine ganze Erythemdose noch zwei weitere für ^/^ und ^/j
Dose mitgeliefert. Man belichtet so lange, bis die Farbe des entwickelten Fleckes mit der
Farbe des Vergleichsschattens übereinstimmt.

Die Handhabung des von der Firma Louis & H. Löwenstein-Berlin hergestellten
„Radiometers" ist nun folgende:

Fig. 1.
Man öfnet die Klappe E, nachdem die Schrauben S und S1 gelöst sind, füllt das dem
Apparat beigegebene größere Meßglas bis zur Marke mit Wasser, dann das kleinere Meßglas
bis zur Marke mit dem mitgelieferten Entwickler. Hierauf gießt man den Entwickler in das
Wasser und fttllt die so entstandene Lösung mittels der Spritze in den Zelluloidbehälter. Nun
stellt man in der Dunkelkammer bei rotem Licht eine Spezialplatte ,,für den Radiographen*'
in den Zelluloidbehälter so hinein, daß die Schichtseite der Klappe, die den Leuchtschirm trägt,
zugekehrt ist. Dann schließt man den Deckel D wieder und schraubt ihn fest zu. Hat man

die Röhre und Patient in die gewünschte Stellung gebracht, so legt oder hängt man den
Radiograph neben die zu bestrahlende Stelle. Bestrahlt man nur kleine Stellen, deren Um-
gebung man abdecken muß, so bringt man den Radiographen seitlich von der Röhre an, aber
in der gleichen Entfernung, wie die zu bestrahlende Stelle des Patienten. Natürlich muß der
Radiograph sich hierbei im Bereich der Röntgenstrahlen befinden. Darauf zu achten ist, daß
die mit der weißen Schutzscheibe versehene Seite des Kästchens, auf welcher „Radiograph usw.^
aufgedruckt ist, der Röhre zugekehrt ist und zwar müssen die Strahlen möglichst senkrecht
auf das Kästchen fallen.

Um die belichtete Platte oder deren Kopie als Beleg für später dauernd aufbewahren
zu können, ist es nötig, sie wie jede anderfi photographische Platte im sauren Fixierbad
zu fixieren.

Assisterte røntgenlege ved feltsykehus i I. verdenskrig.

Ville ta patent på beskyttelsesutstyr mot stråling.
En venn fikk penger for å ta ut patent i USA, men stakk av med både patent og penger..¹

Peter Lepper

• Slektskap: Oldefar til Bjørn Gert Bækkelund.
• Han ble født i Düsseldorf, Tyskland.¹
• Han giftet seg med Karoline Lepper.
• Peter Lepper døde i Berlin, Tyskland.¹

Karoline Lepper

• Slektskap: Oldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

Karoline Lepper giftet seg med Peter Lepper.

Karoline Lepper ble født i Eutin, Brandenburg, Tyskland.

Hennes navn som gift var Lepper.

Solveig Nielsen^1,2

Bestemor

Solveig Nielsen

"Bestemor i Bergen"

Hageselskap i Bad Freienwalde

• Far-Bio: Johan Gustav Nielsen f. 9 mai 1842, d. 2 jun. 1911
• Mor-Bio: Ingeborg Marie Petersen f. 13 apr. 1848, d. 11 mar. 1932

• Slektskap: Bestemor til Bjørn Gert Bækkelund.

Hun giftet seg med Fritz Peter Paul Lepper i Berlin 31. mai 1911

Solveig Nielsen

Fiolinen.
På femtenhundre tallet levde fiolinmakeren Andrea Amati i byen Cremona i Italia.
Man sier det var han som oppfant fiolinen som vi kjenner den i dag. Hans brødre og sønner laget også fioliner.
Barnebarnet Nicolò ble læremester for Guarneri og Stradivari. Noen av familien Amatis fioliner har overlevd til
vår tid, og en av disse instrumentene fant veien til min bestemor.
Oldefar hadde ikke alltid vært rik. Han arbeidet seg opp fra å være en alminnelig murer, med aner fra
strilelandet. Men han gjorde det godt og la seg opp en betydelig formue på store byggeprosjekter i Bergen.
Penger avler penger, og snart eide han store eiendommer og flere bedrifter.
Oldefar fikk nykker. Han hadde skaffet seg penger, nå ville han at familien og de sju barna skulle opp i de
finere kretser. Ingen av dem fikk en utdannelse som gjorde dem skikket til å ta over bedrifter og eiendommer, så
bestemor fikk fiolinutdannelse og oldefar kjøpte en Amati til den unge jenta.
Hun ble aldri noen kjent musiker bestemor. Hun fikk aldri motta jubelbrusen i de store konsertsalene i Europa.
Det ble litt spilling til hjemmebruk og ikke mye mer.
Så giftet hun seg med en fotograf fra Berlin, og flyttet med sin Amati fiolin og arven etter oldefar sydover. En
liten sum ble igjen i Bergen. En bror skulle ta vare på den.
I Tyskland kom krakket og pengene forsvant. Fotoforretningen til Bestefar gikk så dårlig at familien sto i
vinduet og ventet når han kom hjem om kvelden. Hvis han plystret på hjemveien hadde han tjent penger til mat
den dagen. Hvis ikke fikk de klare seg uten. Siden ble det verre.
Tante, som var lita jente, ble invitert til familien i Bergen for å “fetes”. Da båten fra Hamburg la til kai i Bergen
sto hele slekta på kaia for å ta i mot. Familien fulgte henne på teater og restauranter, og på en flott vestlandstur
med hoteller og luksus. Fetekuren virket. Det var ei lubben jente som kom tilbake til Berlin. Sjokket kom da
det viste seg at turen for hele familien ble betalt av bestemors siste sparepenger som broren skulle ta vare på.
Allikevel tapte aldri bestemor motet. Vi har jo fiolinen å selge hvis det skulle komme til det verste.
Krigen kom og vanskelighetene fortsatte. Bestemor fikk lupus. Hun måtte gå med stokk, høreapparat og kunstig
nese som ble holdt på plass med et plaster. Mat var omtrent umulig å oppdrive, men fiolinen holdt hun på.
Den skulle redde familien hvis det noen gang gikk riktig ille. Bestemor leverte fiolinen til en instrumentmaker i
Berlin for vedlikehold. Om hun ikke lenger var i stand til å spille på den, måtte skatten tas vare på.
Da krigen sluttet havnet familien på den russiske siden. Matmangelen ble prekær for alle som havnet i østsonen.
Pappa fortalte at han hadde fått kjøpt litt kjøtt hos en slakter i Berlin som hadde litt å selge. Like etter ble
slakteren arrestert for å blande menneskekjøtt i pølsene. Ofte levde familien på poteter som ble stjålet av bønder
i nabolaget. Reserven ble aldri brukt, bestemors kostbare instrument.
Etter en stund ble tidene bedre og Amatien lå ubrukt hjemme hos henne i mange år, til hun på nytt leverte den
til en annen instrumentmaker. Du må være forsiktig med denne sa hun. Det er en ekte Amati. Instrumentmakeren
studerte fiolinen grundig. Snudde og vendte på den. “Frue, dette er nok ikke en ekte Amati” sa han. “Det er
en verdiløs forfalskning!”
Bestemor insisterte på å ha en ekte Amati, med sertifikater og det hele. Men Instrumentmakeren sto på sitt. “Har
du levert fra deg fiolinen din til noen før?” spurte han, Og hun fortalte om sist hun hadde den til vedlikehold.
Hennes kommentar var kort da hun fikk høre at den forrige instrumentmakeren satt i fengsel for å ha byttet ut
verdifulle instrumenter med billige forfalskninger: “Herre Gud, det var godt jeg ikke fikk vite dette for tjue år
siden, da hadde vi sultet i hjel alle sammen!”
Ett eller annet sted i verden nyter en musiker de myke tonene fra en Amati fiolin uten å ane et den i mange
år hold livsmotet oppe hos en liten familie.
Bjørn.³

• Hennes navn som gift var Lepper.
• 

  Dåpsbok
  Bestemor ble født den 20 juli 1883 i Bergen, Hordaland, Norge.⁴
• Hun ble døpt den 4 september 1883 i Bergen, Hordaland, Norge..⁵

Johan Gustav Nielsen¹

Oldefar

Murmester Johan Gustav Nielsen

Døpt i domkirken i Bergen

Johan Gustav bygget og eide hotell Victoria i Stavanger

Johan Gustav

Johan Gustav bygget og eide Hotell Norge i Bergen

• Far-Bio: Johan Henrich Nielsen
• Mor-Bio: Barbra Marie Tollefsen f. 25 jul. 1818

• Slektskap: Oldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Det eldste kjente bildet fra Hotel Norge stammer fra de tidlige nittiårene. Det opprinnelige hotellet
lå midt i kvartalet og besto av to sammenbyggede bolighus, hvis fasader var blitt forandret “etter
tyske hotellforbilder”. “Berlehuset” ligger til venstre, og til høyre ruver murmester Nielsen sitt hus –
også kalt “Skolehjørnet” – fordi U Pihls Pigeskole hadde lokaler der fra huset sto nyreist i 1875.
Også hotellbygningene var reist for murmester Johan G. Nielsen – en av tidens store entrepenører.
Han hadde betydelige grunnarealer oppover mot Sydneshaugen og delvis også på Nygårdshøyden
o.s.v…
(Så . litt om denne murmester: Han var en diger kjempe av en fyr. En gang kom det et tivoli – eller sirkus
hit til byen, med en av disse “utallige verdensmestre” som lovet store summer til den som klarte å legge
“mesteren” sin i bakken. Nielsen tok utfordringen, og la “verdensmesteren” i baken i en kort, liten prosess!
Nielsen var kjent over hele byen for sine kjempekrefter!!)
Fotograf til dette tidlige bilde av Hotel Norge: O. Svanøe. PS: Se skilt på hotellets tak:
“Pommerenk´s Hotel Norge”. Merk også Johanneskirken som “et spøkelse i dis” i bakgrunnen.
(Ref. Fotomuseum Bergen)

Johan Gustav Nielsen

Johan Gustav Nielsen, født i 1842 og død i 1911, 69 år gammel. Han var en av de mest
anerkjente murmestre i Bergen og hadde bl.a. der bygget hele kvartalet mellom Christiesgate
og Olav Kyrresgate. Sommeren 1907 kjøpte Nielsen ut de to andre bergenserne i troikaen
bak ”Aktieselskabet Skansen”, Angell og Platou, og solgte hotellet til to stavangerherrer for
265.000 kroner.
Jeg kan ellers nevne at da de tre i 1899 lånte penger til bygginget av Victoria Hotel, var det
med pant i seks eiendommer: Skansegaten 14a, Øvre Holmegaten 17 og 18 og Nedre
Holmegaten 14 b, 19 og 19 b.
Reidar Frafjord².²

Da Johan Gustav Nielsen døde 2. juni 1911, var arvingene enken Ingeborg Marie, og barna
Johan Henrik, Bergen., Henrikke, g.m. Konrad Kaarbø, Kristiania. Fredrik Gustav, Berlin.
Signe,g.m. Ludv. Sparre, Haugesund. Astrid, g.m. August Fahrenkrug.
Solveig, g.m. Paul Lepper, Berlin. Marie, g.m. Thorolf Jæger.³

14 jul. 1900
Bygger og eier Victoria Hotell i Stavanger sammen med Waldemar Stoud Platou og Hans Bonnevie Angell.⁴

I Bergen var det generelt få luksusleiegårder, publikum hadde mer sans for villaer.
Christiesgate 15, 17 og 19 er eksempler på slike murvillaer. Christiesgate 17 og 19 tilhørte
henholdsvis C. Sundt og Kr. Lehmkuhl som var bergenske gründere. Lehmkuhl-huset er
bygd
i 1881 og er tegnet av Johan Faye, i likhet med rekken av villaleiegårder langs nordsida av
Christiesgate. Dette var et luksuspreget boligområde, og byggmester for flere av bygningene
var J.G. Nielsen. Christiesgate 15, 17 og 19 er bygd i fransk renessanse, med tårnutbygg,
staselige søyler og god detaljdekor. Inne i bygningene er det flere flotte trappeløp..

Fra de tre store til en stor
En undersøkelse av de økonomiske forholdene for murmestrene i Bergen i 1910 avdekker
følgende sammenheng: Gjennomsnittlig årsinntekt for alle bergenske håndverksmestre var
1723 kroner, mens gjennomsnittet for de 30 murmestrene i Bergen lå lavere, på 1676
kroner. Hele 26 av 30 tjente under 2000 kroner. 13 av disse tjente under 1200 kroner. Det
var ikke mye når en svenn kunne oppnå en årsinntekt på mellom 750 og 1000 kroner, og en
håndlanger mellom 500 og 1000. De fire murmestrene med høyest årsinntekt tjente mellom
3000 og 4500 kroner.
I 1900 skilte tre murmestre seg ut fra de andre når det gjaldt formuesforholdene. I 1910 var
de tre blitt til en. Da var det kun murmester Johan Gustav Nielsen som hadde en formue av
betydning, nemlig 80.000 kroner.79 De dårlige tidene etter 1900 gav seg utslag i både
formues- og inntektsforholdene, og majoriteten av mestrene slet nok med å få endene til å
møtes..⁵

Han Johan Gustav Nielsen begynte sin læretid 18 år gammel hos murmester Fr. Muller i 1860.
Etter to års opplæring ble han svenn i 1862. Siden arbeidet han fire år som mursvenn, før
han i 1866 startet eget firma. I årene frem til 1900 arbeidet han seg opp til å bli den største
bygningsentreprenøren i Bergen, og ble en meget holden mann.

Antall bygninger som hans murmesterfirma har stått for må ha vært betydelig, men vi
kjenner kun til en liten del av dem. Han eide 1 1/2 kvartal på Nygårdshøyden ved Christies
gate, som han bebygde med fornemme murvillaer frem til 1900. Han var sterkt delaktig ved
etableringen av Hotel Norge i 1885 ved Maartmannshaven. Han hadde oppført tre
leiegårder i området med utleie for øye, men to av bygningene ble raskt bygget om til
hotellformål og solgt til interessentene bak Hotel Norge. Tegningene ble utført av arkitekt
Johan Faye (1849-1910), som skulle bli hans faste samarbeidspartner. Den siste av bygningene
ble utleid til U. Pihl skole, også den ble innlemmet i Hotel Norge i 1905. Han var sentral i
tomtesalget og oppføringen av leiegårdsbebyggelse på Møhlenpris. Han stod bak byggingen
av flere av de mest fornemme leiegårdene ved Nygårdsparken, i Welhavens gate og
Professor Hansteens gate. Han var også delaktig i byggevirksomheten på Christianborg og
eide betydelige tomtearealer på Storetveit.

Andre bygg i Bergen var tilbygget til Museet på Nygårshøyden (1896-9$) der han tok hele
jobben i totalentreprise for 160.000 kroner. Han hadde mur- og pussarbeidet på Permanenten
(1896) og Skipperforeningens bygning i Småstrandgaten (1896/97). Firmaet utførte også
en av Hansa Bryggeris mange utbygginger.

Han hadde et nært samarbeid med byggmester Arne Gullaksen, og de benyttet seg av
hverandres tjenester ved store byggeoppdrag. Blant annet reiste og eide de Frimurerlogen
ved Kaigaten sammen, og de samarbeidet også ved oppføringen av den store
utstillingsbygningen til Bergensutstillingen i 1898.

Johan G. Nielsen var også aktiv utenfor byens grenser. Han hadde eierinteresser i
tomtearealer i Trondheim, og oppførte i 1900 Stavangers mest fornemme hotell, Victoria.

I 1899 etablerte han «Bergens Stenhuggeri» som en av to deleiere. Steinen ble hentet fra et
steinbrudd på Vaksdal (Skreien). Han hadde eierinteresser i «Vestlandske Cementstøberi». I
1896 ble «A/S Christies gate 9 og Håkons gate 38» etablert sammen med tre andre
investorer. Han eide eiendommen «Christies gate 5,7/Foreningsgaten 1 » sammen med
murmester Ernst Hansen. Han dannet «A/S Bazarbyggeselskabet av 1904» sammen med en
kompanjong.

Frem til 1900 hadde firmaet lager og hestestall på oversiden av Kjøttbasaren
(Vetrlidsallmenning 4). Da de nye Bryggegårdene i mur ble reist like etter 1900, måtte han
flytte fra eiendommen.⁵

Victoria Hotel
Oppført 1900 av murmester John G. Nielsen,
Bergen. Hotellet huset byens første
kino (1905), og var hovedkontor for Chr.
Bjelland & Co. A/S Axel Lund direktør
1922-1952. Arkitekt Henry Bucher, Kristiania.
Nyrenessanse..⁶

Johan Gustav Nielsen eide Gamlehaugen fra 1890 til 1898Gamlehaugen kan ha vært ryddet til
jordbruksland allerede før Svartedauden og blitt lagt øde av denne pesten. I matrikkelen av
1665 nevnes gården for første gang ved navn og i 1708 er den beskrevet som 'optagen av
Fjøsangers utmark og har vært i lang tid med gjerde adskilt fra Fjøsanger'. Fra 1600-tallet
skal den ha tilhørt familien Garmann før den gikk til familien Mariager ved giftemål. Gården
gikk under navnet 'Haugen' (Hauen, Hoen, Hågen) inntil den fikk navnet Gamlehaugen som
en motsetning til den nyryddede Nyhaugen (mellom Gamlehaugen og Fjøsanger hovedgård).
I 1708 ble gården skyldsatt og matrikulert som egen gård, men ble betraktet som en plass
under Fjøsanger hovedgård til den ble utskilt ved skiftet etter Danckert Krohn i 1809. Krohn
hadde kjøpt gården av John Mariager i 1774. Krohns niese, Marie Krohn, overtok
eiendommen, men gården ble drevet av husmenn eller paktere. Ved denne anledning er det
antatt at hovedbygningen som fremgår avDreiers 'prospekt af Lille Fjøsanger samt Gamle Hougen'
av 1812 ble bygget. I 1838 solgte Marie Krohn Gamlehaugen til Schack Stenberg som beholdt
gården til 1864 og fra denne perioden er det første kjente fotografiet (1861)
I 1864 var det Ole Bulls sønn, Alexander Bull,
som for 3000 spd. fikk kjøpt eiendommen. Han bodde her ikke og solgte videre til
kobbersmed Ole Andreas Gundersen allerede i 1866 for 3700 spd. Gundersen bodde her
visstnok mye til tross for at smien var i Bergen, men han tok seg lite av gårdsbruket.I 1878
ble gården kjøpt av konsul og kjøpmann i Bergen, Anton Mohr. Gamlehaugen hadde
allerede lenge vært en lystgård, men Mohr tilbrakte mer tid på eiendommen enn de tidligere
eierne. Han drev opp gården til et mønsterbruk. I hans tid bledet gamle huset enten revet for
å gi plass til et nytt, eller mer sannsynlig bygget om. Fra
denne perioden finnes enkelte fotografier og et kart.Anton Mohr døde i 1890 og etterlot
Gamlehaugen til sin hustru, Alethe. Hun solgte eiendommen til murmester J.G.Nilsen og
byggmester Arne Gullaksen for i september samme år. Kjøpekontrakten inneholdt 2
klausuler der den ene ga henne rett til å bruke hovedhuset og alle omliggende bygninger
med unntak av pakterhuset og 'tilstøtende terreng' så lenge hun måtte ønske for kr 800,- per
år. Hun hadde da også enerett til å bruke badehuset og rett til å ha båt i naustet eller et
annetsted langs vannet. Disse klausulene ble overdratt til den kontrakten som ble inngått i
mai 1898 da Michelsen kjøpte gården. Alethe Mohr døde kort tid etter og Michelsen kunne
da rive det stående huset og bygge Gamlehaugen slik han ønsket det


Ref:: http://www.gamlehaugen.no/

Beboere av Professor Hansteens gade 57 år 1900
Johan Gustav Nielsen murmester,
Ingeborg Nielsen murmesters hustru.
Johan Henrik Nielsen murmester.
(Hans Edv. Norstrand o.r.sagfører,
Dorthea Norstrand o.r.sagførers hustru.
Emil Heidenreich advokat,
Harriet Heidenreich, advokatens hustru..⁷

• Gamlehaugen før statsminister Michelsen kjøpte den av Johan Gustav Nielsen
• Han ble født den 9 mai 1842 i Bergen, Hordaland, Norge.^8,9

Han ble døpt den 29 mai 1842 i Bergen, Hordaland, Norge..⁹

• 

  Dåpsbok
  
  Folketelling
• Han begynte i murerlære hos murmester Fr. Muller i 1860.⁵
• Han ble Murersvenn i 1862.⁵
• Han startet eget firma. i 1866.⁵
• Han giftet seg med Ingeborg Marie Petersen den 7 april 1867 i Bergen, Hordaland, Norge. ⁸
• Johan Gustav Nielsen var Murmester, huseier i 1900.
• Johan Gustav bygget hotell Victoria i Stavanger
  
  Endelig hadde Stavanger fått sitt luksushotell! Byen kunne ta opp konkurransen med Bergen og Kristiania om det stadig økende antall utenlandske. Riktignok var dette lenge før oljeeventyret satte inn, men Stavanger var likevel en by i sterk vekst. Bak "Aktieselskabet Skansen" stod tre meget fremsynte og optimistiske bergensere: murmester Johan Gustav Nielsen, bryggerimester og grunnlegger av Hansa Bryggeri, Waldemar Stoud Platou, og overrettssakfører Hans Bonnevie Angell. Både Platou og Angell var ivrige friluftsmenn og de hadde tidlig involvert seg i reiselivsspørsmål i Bergen.
  
  "Akiselskabet Skansen" hadde de tre opprettet med det formål "at utnytte selskabets eiendom i Stavanger". Eiendommen lå midt i sundet mellom Kuholmen og fastlandet, omkranset av Bådegaten og Skansegaten. Med pant i seks eiendommer hadde de lånt 250 000 kroner for å bygge byens første luksushotell. Byggherre var murmester Johan Gustav Nielsen. Arkitekt Henrik Bucher fra Kristiania hadde fått i oppdrag å tegne det nye hotellet, som på den tiden utvilsomt var Stavangers største murbygning og et av byens mest iøyenfallende bygg. i 1910.¹⁰

• 

  Johan Gustavs grav
  Johan Gustav døde den 2 juni 1911 i Bergen, Hordaland, Norge, i en alder av 69.¹¹
• Han ble gravlagt den 7 juni 1911 i Bergen, Hordaland, Norge. Teig Haukeland
  Gravplass Møllendal.¹¹ Felt F100 Rad 17 Gravnr 28
• 
  
• 

  Begravelse

Johan Henrich Nielsen

Tippoldefar

Johan Henrch Nielsen

• 
  Slektskap: Tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund

• Johan Henrich Nielsen var Skreddermester.
• Han giftet seg med Barbra Marie Tollefsen.
• I folketellingen 1860 står at han reiste til Amerika.
• Trolig reiste han til Quebec i Canada, for 23 april 1867 reiser kona Barbra og fire av barna fra Bergen med seilskipet "Claus Heftye"

Barbra Marie Tollefsen

Tippoldemor

Barbra Martie Tollefsen

• Far-Bio: Oliver Tollefsen f. 1788, d. 7 jul. 1833
• Mor-Bio: Berthe Elisabeth Christine Madzau f. 1786

Slektskap: Tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• 

  Dåpsbok

Barbra Marie Tollefsen giftet seg med Johan Henrich Nielsen. Hennes navn som gift var Nielsen.

Hun bodde i 1818 i Bergen, Hordaland, Norge. (Kjeldersmuget).

Hun ble født den 25 juli 1818.

Hun ble døpt den 16 august 1818..

23 april 1867 reiser Barbra og fire av barna, Barbra, Emilia, Fredrik og Nicolay til Quebec i Canada med skipet "Claus Heftye"

og ankom Quebec i Canada 28 mai sammen med 471 andre pasasjerer.

Oliver Tollefsen

Tipp tipp oldefar

• Mor-Bio: Berthe Maria Ericksdatter f. 1749

• Slektskap: 2. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

• Oliver Tollefsen var Snedker uden borgerskab (1815), Snedkermester.
• Oliver ble født i 1788.
• Han ble døpt den 25 september 1789 i Bergen, Hordaland, Norge..
• Han giftet seg med Berthe Elisabeth Christine Madzau den 6 april 1813 i Bergen, Hordaland, Norge. ¹
• Oliver Tollefsen døde den 7 juli 1833 i Bergen, Hordaland, Norge.

Berthe Maria Ericksdatter

• Slektskap: 3. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• Berthe Maria Ericksdatter giftet seg med en ukjent person .
• Hun ble født i 1749 i Bergen, Hordaland, Norge.

Berthe Elisabeth Christine Madzau

• Far-Bio: Erich Franz Madzau f. 1749, d. 1802
• Mor-Bio: Elisabeth (Ellen) Heiberg f. 1754, d. 9 okt. 1789

• Slektskap: 2. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• Berthe Elisabeth Christine Madzau ble født i 1786 i Bergen, Hordaland, Norge.
• Hun ble døpt den 3 november 1786..
• Hun giftet seg med Oliver Tollefsen den 6 april 1813 i Bergen, Hordaland, Norge. ¹
• Hennes navn som gift var Tollefsen etter 6 april 1813.

Erich Franz Madzau

Korskirken hvor Erich Franz giftet seg

• Far-Bio: Franz Augustus Madzau f. 1720, d. 17 jul. 1776
• Mor-Bio: Synneve Erichsdatter Madzau f. 1720, d. 1778

• Slektskap: 3. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

• Erich Franz Madzau var mæstervæver dle (1777) Borger av Bergen.
• Han ble født i 1749.
• Han ble døpt den 12 mars 1749 i Bergen, Hordaland, Norge..
• Han giftet seg med Elisabeth (Ellen) Heiberg den 2 april 1783 i Bergen, Hordaland, Norge.
• Erich Franz Madzau døde i 1802.
• Han ble gravlagt den 4 desember 1802 i Bergen, Hordaland, Norge.

Franz Augustus Madzau

• Far-Bio: Christen Christensen Matzau f. 1701
• Mor-Bio: Anna Catharina Franzdatter Krøger f. 1701

• Slektskap: 4. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

• Franz Augustus Madzau var også kjent som Vevermester.
• Han ble født i 1720.
• Han ble døpt den 5 september 1720 i Bergen, Hordaland, Norge..¹
• Han var Borger av Bergen - Vævermester. den 13 september 1746.
• Han giftet seg med Synneve Erichsdatter Madzau den 26 april 1747 i Bergen, Hordaland, Norge.
• Franz Augustus Madzau døde den 17 juli 1776.

Christen Christensen Matzau

• Far-Bio: Christen Adamsøn Matzow f. 1670, d. 1729
• Mor-Bio: Anne Christensdatter d. 15 apr. 1729

• Slektskap: 5. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Christen Christensen Matzau var Borger i Bergen, Vever.

Han var også kjent som Vever.

Han ble født i 1701.

Han ble gravlagt den 27 november 1701 i Bergen, Hordaland, Norge.¹

Han giftet seg med Anna Catharina Franzdatter Krøger den 4 oktober 1719 i Bergen, Hordaland, Norge. ¹

Christen Adamsøn Matzow

• Far-Bio: Adam Danielsøn Matzow d. 1717
• Mor-Bio: Boell Rasmusdatter

• Slektskap: 6. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Christen Adamsøn Matzow
bosted (per) 1729 på 'det tydske fattighus i Bergen'..

Han var også kjent som Vever.

Han ble født i 1670 i Bergen, Hordaland, Norge.¹

Han var Borger av Bergen -Væver, i 1690.

Han giftet seg med Anne Christensdatter i 1695 i Bergen, Hordaland, Norge.

Christen Adamsøn Matzow døde i 1729.

Han ble gravlagt den 29 juni 1729 i Bergen, Hordaland, Norge.¹

Adam Danielsøn Matzow

• Slektskap: 7. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Adam Danielsøn Matzow var 12 des 1670 Borger av Bergen - Væver.

Immigrert 1670 fra Hamburg, Tyskland
yrke 12 des 1670 Borger av Bergen - Væver.
Koppskatt 1683 for Bergen..

Han var også kjent som Vever.

Han giftet seg med Boell Rasmusdatter.

Adam Danielsøn Matzow døde i 1717 i Bergen, Hordaland, Norge.

Boell Rasmusdatter

• Slektskap: 7. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• Boell Rasmusdatter giftet seg med Adam Danielsøn Matzow.
• Boell Rasmusdatter døde. Y.
• Hennes navn som gift var Matzow.

Anne Christensdatter

• Slektskap: 6. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• Hennes navn som gift var Matzow.
• Anne Christensdatter giftet seg med Christen Adamsøn Matzow i 1695 i Bergen, Hordaland, Norge.
• Anne Christensdatter døde den 15 april 1729 i Bergen, Hordaland, Norge.¹

Anna Catharina Franzdatter Krøger

• Far-Bio: Frandz Augustus Krüger f. 1670, d. 1705
• Mor-Bio: Lisbet Isaacsdatter d. 1734

• Slektskap: 5. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

Hennes navn som gift var Matzau.

Anna Catharina Franzdatter Krøger ble født i 1701 i Bergen, Hordaland, Norge.

Hun ble døpt den 7 august 1701 i Bergen, Hordaland, Norge..¹

Hun giftet seg med Christen Christensen Matzau den 4 oktober 1719 i Bergen, Hordaland, Norge. ¹

Anna Catharina Franzdatter Krøger ble gravlagt den 14 juni 1736 i Bergen, Hordaland, Norge.¹

Synneve Erichsdatter Madzau

• Far-Bio: Erich Olsen
• Mor-Bio: Karen Sivertsdatter

• Slektskap: 4. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

Synneve Erichsdatter Madzau var også kjent som Synneve Erichsdatter Madzau.

Hennes navn som gift var Madzau.

Hun ble født i 1720 i Bergen, Hordaland, Norge.

Hun ble døpt den 19 april 1720..¹

Hun giftet seg med Franz Augustus Madzau den 26 april 1747 i Bergen, Hordaland, Norge.

Synneve Erichsdatter Madzau døde i 1778.

Hun ble gravlagt den 27 mars 1778.¹

Erich Olsen

• Slektskap: 5. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

• Erich Olsen giftet seg med en ukjent person .
• Han var Snekker ved slottet.
• Han var også kjent som Snekker.
• Han giftet seg med Karen Sivertsdatter den 3 april 1718 i Bergen, Hordaland, Norge.

Elisabeth (Ellen) Heiberg

• Far-Bio: Andreas Heiberg f. 1720, d. 2 jan. 1795
• Mor-Bio: Berthe Larsdatter f. 1726, d. 18 apr. 1796

• Slektskap: 3. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• Hennes navn som gift var Madzau.
• Elisabeth (Ellen) Heiberg ble født i 1754.
• Hun giftet seg med Erich Franz Madzau den 2 april 1783 i Bergen, Hordaland, Norge.
• Elisabeth (Ellen) Heiberg døde den 9 oktober 1789.

Andreas Heiberg

• Far-Bio: Anders Gjerhardsen Heiberg f. 21 sep. 1693, d. 28 apr. 1743
• Mor-Bio: Maren Christine Ludvigsdatter Munthe f. 24 sep. 1692, d. 9 okt. 1731

• Slektskap: 4. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Andreas Heiberg var Tran og tjærevraker.

Han ble gravlagt i Sogn og Fjordane, Norge.

Han var også kjent som Tran og tjærevraker.

Han ble født i 1720 i Fredrikstad, Østfold, Norge.¹

Han giftet seg med Berthe Larsdatter den 21 oktober 1750 i Bergen, Hordaland, Norge.

Andreas Heiberg døde den 2 januar 1795.

Anders Gjerhardsen Heiberg

Amble gård

Den 8 kantede Grytten kirke i bakgrunnen

• Far-Bio: Gjert (Gjerhard) Anderssøn Heiberg f. 1660, d. 11 feb. 1724
• Mor-Bio: Sophie Christensdatter Rønne f. 27 des. 1661, d. 7 okt. 1736

• Slektskap: 5. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Anders Gjerhardsen Heiberg var Sogneprest i Grytten.

Han ble født den 21 september 1693 i Kaupanger, Sogn og Fjordane, Norge.¹

Han giftet seg med Maren Christine Ludvigsdatter Munthe i 1720.

Anders Gjerhardsen Heiberg giftet seg med Else Margrethe Danchertsen den 23 juli 1734 i Bergen, Hordaland, Norge.

Anders Gjerhardsen Heiberg døde den 28 april 1743 i Fredrikstad, Østfold, Norge, i en alder av 49.¹

Gjert (Gjerhard) Anderssøn Heiberg

Gjert Heiberg

Begravet i Heibergske gravkapell på nordveggen
av Kaupanger stavkirke

• Far-Bio: Anders Søffrenssøn f. 15 mar. 1630, d. 4 mar. 1688
• Mor-Bio: Maren Giertsdatter Morgenstierne f. 1630, d. 1672

• Slektskap: 6. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Gjert (Gjerhard) Anderssøn Heiberg var Sorenskriver i indre Sogn, dommer.

Han Gert (Gjerhard) Heiberg var Sorenskriver i Indre Sogn fra 1688 til sin Død; arvede efter sin
Fader og Formand i Embedet, Sorenskriver Anders Søffrensøn, Gaarden Talle i Luster, som
han beboede, indtil han 1690 26. Oct. flyttede til Amble i Sogndals Prgld., hvor han af
Anders Peddersen Ullenberg (eller Tønder) kjøbte en Gaardpart, Lillejorden kaldet, hvortil
han som det synes, paa sin Hustrues Vegne, var odelsberettiget. Bisat i det Heibergske
Gravkapel ved Kaupanger

Han ble født i 1660 i Luster, Sogn og Fjordane, Norge.

Han giftet seg med Sophie Christensdatter Rønne i 1683.

I 1720 fekk sorenskrivar Giert Anderssøn Heiberg løyve til å byggje eit privat gravkapell av stein på nordveggen

(av Kaupanger stavkirke) for Heiberg-slekta.

Gjert (Gjerhard) Anderssøn Heiberg døde den 11 februar 1724 i Kaupanger, Sogn og Fjordane, Norge.

Han ble gravlagt den 13 februar 1724 i Kaupanger, Sogn og Fjordane, Norge.

Anders Søffrenssøn

• Far-Bio: Søffren Laurritzøn f. 1575, d. 3 apr. 1653
• Mor-Bio: Anna Madsdatter

• Slektskap: 7. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

Anders Søffrenssøn ble gravlagt i Luster, Sogn og Fjordane, Norge.

Han Talle-garden ligg på vestsida av Lustrafjorden, og var frå 1630 futegard, og 1666-1690 og
1729-1746 sorenskrivargard i indre Sogn.
På garden er det gjort fleire rike funn frå vikingtida (800-1000 e.Kr.) - m.a. vart to
sølvarmband frå vikingtida funne under ei helle i 1861. På armbanda er det tredd inn mindre
sølvringar, og funnet liknar på tilsvarande funn som vart gjorde i Osebergskipet. Også i 1905
vart det funne to armringar i sølv på Talle..

Han var Sorenskriver, fut.

Han var også kjent som Sorenskriver.

Han giftet seg med Maren Giertsdatter Morgenstierne. Type: 0
HÆRunder huiLer

SaLig Anders Søffrensøn [ for= Dum?] Snoren Dommer offner Indze Sogn

Fød ANNO 1630 den 15 MARTIi paa Talle udi Lystr

...... Samme Hans Dommer Bestilling

UdiZI Aar 3M[aaneder...Uger] og Zdager. Døde ANNO

1688 den 4 MARTIi udi Hans Alders 58 AAR

mindre end ii dager.

• Anders Søffrenssøn ble født den 15 mars 1630 i Luster, Sogn og Fjordane, Norge.
• Han døde den 4 mars 1688 i en alder av 57.

Søffren Laurritzøn

Epitafium (minnetavle) gitt til Dale kirke

• Far-Bio: Lauritz Anderson f. 1545

• Slektskap: 8. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

• Søffren Laurritzøn var 'Foged i Sogns Lehn' Jordegodseier.
• Han HEIBERG.
  
  Norsk slægt der efter Familietraditionen skal nedstamme fra 'Jostedalsrypen', den eneste af
  Jostedalens Indbyggere, der overlevede 'Den Sorte Død'. Om end denne Tradition nu ikke
  kan bevises, bestyrkes den dog ved, at Slægtens ældste kjendte Medlemmer -- to Brødre -
  boede i Jostedalens Nabosogn Lyster. Den ene av disse, Foged Søffren Lauritzsøn (ca. 1575-
  1653), blev Fader til Sorenskriver i Indre Sogn Anders Søffrensøn (1630-1688). Hans 9
  Børn i første Ægteskab med Maren Morgenstierne antog - uvist af hvilken Grund - Navnet
  Heiberg, og fra 2 af hans Sønner stammer denne Slægten.
  
  
  HEIBERG
  
  P.A. Heiberg anfører i sine 'Betragtninger over National-Repræsentationen', at Familien
  Heiberg nedstammer 'i lige og uafbrudt Linie fra den saakaldte Justedals-Rypen'. Dette
  Udsagn synes at godtgjøre, at Familien i ældre Tid har været i Besiddelse af
  Slægtoptegnelser, der nærmere paaviiste denne dens Oprindelse, og hvori de forskjellige
  Slægtled - lige fra Jostedalsrypen af - have været betegnede. I ethvert Fald maa man antage,
  at den mundtligen opbevarede Traditioni lang Tid har vidst at give Besked herom. Dog -
  hvordan end hermed forholder sig - i vore Dage er, saavidt vides, intet Spor tilbage af
  saadanne Detaljeoplysninger om Slægtens Udspring, hvorvel et Slags Tradition eller Sagn
  om, at 'Pigen i Jostedal' er Heibergernes fælles Stammoder, endnu i Almindelighed maa
  antages at være kjendt, om end Troen derpaa nu ikke kan siges at være synderlig stærk. Og
  det er heller ikke at undres paa, at Tilliden til de gamle Sagn og Traditioner efterhaanden
  svækkes. De fleste af dem have gjerne gjennem Tidernes Løb modtaget større eller mindre
  romantiske Tilsætninger - hvad der da ogsaa har været Tilfældet med Sagnet om
  Jostedalsrypen - hvorved de ofte ere blevne saa forvanskede, at det mangen Gang kan være
  slemt nok at finde du, om de støtte sig til virkelige Tildragelser, saaledes som de i Regelen
  give sig du for. Tvilens og Vantroens Aand, der vinder saa meget større Næring, naar man er
  istand til at hitte paa mer eller mindre rimelige Indvendinger, er da strax færdig til at forkaste dem. Da der nu
  paa den ene Side ikke kan tilveiebringes juridiskeBeviser for det her omhandlede Sagns
  Paalidelighed, og der paa den anden har været reist stærke Indvendinger derimod, maa vi,
  om vi fremdeles ere til Sinds at holde paa samme - som vi paa dette Sted indtil videre ere -
  være beredte paa at imødegaa og gjendrive disse Indvendinger og paavise, hvad der giver sig
  tilkjende som senere Tilsætninger, for derefter at anføre, hvad der end yderligere kan tjene
  til Bestyrkelse og Støtte saavel for Jostedalsrypens Tilværelse som den Heibergske Families
  Nedstammelse fra hende. Der er da strax dem, der ville paastaa, at Familien Heiberg er af
  dansk Oprindelse, og at der etsteds i Jylland 'skal være' en Landsby, Flekke eller
  Bondegaard, hvoraf Familienavnet skal kunne udledes, og hvorfra Familien kan have spredt
  sig videre udover - til Norge og til det øvrige Danmark. Denne Paastand, hvor rimelig den
  end kan synes, savner dog enhversomhelst Grund. Familien har, saalangt det er mulig at
  forfølge den tilbage i tiden, været oprindelig og udelukkende norsk. Det er først henimod
  Midten af forrige Aarhundrede, at dens Forgreninger begyndte at sprede sig udenfor Norge,
  og navnlig bare, som ogsaa B. A. Heiberg i det anførte Skrift udtrykkelig nævner, Mag.
  Peder Heiberg, der døde som Sogepræst til Bemmetofte, og Rektoren i Børdingborg, Mag.
  Ludvig Heiberg 'de første Personer af denne Familie og af dette Navn, der have havt deres
  Bopæl udenfor Norges Grændser'. Vistnok forekommer i Danmark Stednavnet 'Høberg'
  (eller Høiberg), der unegtelig har megen Lighed med Navnet Heiberg eller - som det i
  forrige Aarhundrede oftere skreves - 'Henberg'. Men det kan ikke paavises, at den norske
  Familie Heiberg staar eller har staaet i nogensomhelst Forbindelse med hiint
  Stednavn, hvorimod det er muligt, at den endnu existerende danske Familie Høiberg, - der er
  en ganske anden - derfra kan have sin Oprindelse og sit Navn. Men om det saaledes end maa
  antages, at Familien er oprindelig norsk, er der dog desuagtet nok af dem, der ere altfor
  tilbøielige til at anse, hvad B. A. Heiberg ovenfor anfører om dens Udspring, for upaalideligt
  og mindre troverdigt. Professor B. A. Munch erklærer endog reent du, at Sagnet om
  Jostedalsrypen er en Fabel, der heelt igjennem grunder sig paa senere Opdigtelser, hvilket -
  paastaaes der - strax ved første Øiekast giver sig tilkjende. Og forholder dette sig saa, da er
  jo dermed tillige afgjort, at den gamle Familietradition om Nedstammelsen fra 'Rypen' er
  falsk og opdigtet, - og det Hele vilde da i det Høieste reduceres til at blive en smuk Historie,
  hvormed man til Tidsfordriv og i paakomm ende Tilfælde kunde fornøie Børnene i Ammestuen.
  
  Med al Respect for hvad en med Rette saa anseet Authoritet forøvrigt om disse gamle Sagn
  antager, er der dog, saavidt skjønnes, ingen Grund til her at fælde en saa hastig
  Forkastelsesdom; ligesaalidt formenes den Paastand berettiget,at Sagnet om Jostedalsryper -
  hvori vel at mærke Intet om Familien Heiberg nævnes - strax ved første Øiekastskulde vise
  sig at være fabelagtigt. Et saadant Resultat synes man alene at kunne blive fristet til, naar
  man blot kjendte Sagnet fra den med stærkt romantiserende Tilsætninger forsynede Udgave
  heraf, som J. Storm-Bang i sin sædvanlige utrolige Maneer engang har givet til Bedste.
  Saaledes som det derimod Inder i Fanes norske Folkesaga, eller - ennu bedre - fra Bondens
  
  Læber i Jostedalen, hvor det fremdeles kan høres, er det Intet, der egentlig kan charakterisere
  det som utrolig eller usansynligt. At den 'sorte Død' anrettede sine Ødelæggelser i
  Jostedalsaa fuldstændig, som sagnet beretter, er ganske i Overeensstemmelse med, hvad
  Tilfældet var i saamange andre af Norges Bygder og Dale. At kun eet Menneske blev sparet,
  næmlig det Pigebarn, hvorom Sagnet dreier sig, forekommer vistnok selsynt, men i og for
  sig, naar det lægges Mærke til Skildringerne om denne frygtelige Landeplage og dens
  Virkninger, ikke utrolig, og heller ikke enestaaende, da lignende samtidige Beretninger
  haves fra andre kanter af Landet. At imidlertid det paa en saa vidunderlig Maade reddede
  Pigebarn omsider skulde være fundet forvildet, efterat det fra Barnsbeen af gjennem flere
  Aarrekker havde ernæret sig som et vildt Dyr afMarkens og Skovens vilde Bær og Urter,
  etc., er, indvendes der, mmerend tilstrekkeligt til at godtgjøre, at den ele Historie er en blot
  og bar reen Opdigtelse. Dertil kan bemærkes, at disse pikante romantiske Skildringer om
  'Rypens' gjennem Aarrækker forvildede Tilstand alene findes, tilligemed adskiligt mer i
  lignende Smag, hos den før nævnte Forfatter Storm=Bang. At det i selve Jostedalen indtil
  vore Dage gjennem mundtlig Tradition opbevarede historiske Sagn, der af Hr.
  
  Pastor Faye i fine Hovedtræk er aldeles rigtig gjengivet, tøt man derimod slutte, at Sagen har
  gaaet ganske simpelt og naturligt til. Det maa antages, at den sorte Død eller, som den ogsaa
  kaldtes, den store Mandedød, der som bekjendt med et Skib fra England ved Slutningen af
  Sommeren 1349 overførtes til Bergen, hvorfra den senere udbredte sig videre over det hele
  Norge, først du paa den følgende Vinter eller ved Begynnelsen af Foraaret 1350 har naaet
  saa langt frem som til den isolerede og afsides beliggende Fjelddal, det her omhandles, hvor
  man desuden ifølge Sagnet havde iagttaget strenge Forsigtighedsregler for at stænge den
  ude. Fremdeles fremgaar det af Sagnet, at Sygdommen maa have udrast her, efter at
  Kreaturerne om Vaaren vare løsladte og udslupne paa Markerne, altsaa efterat de, som det i
  disse Egne kaldes, være 'fremfødte', men dog rimeligvis førend man endnu var braget op til
  Fjeldbeiterne med dem - følgelig i Mai eller Juni. Kreaturerne have da af egen Drift efter
  gammel Vane søgt frem til Sommersbeiterne, der grændse op til de Gudbranddalske Fjelde
  og Sætergange. Her have de maaske tumlet om en Tid uden Røgt og Ledning, hvorefter de i
  store Flokke instinktsmæssig kan have søgt hen til de ikke fjerntliggende Gudbrandsdalske
  Stre, hvor desuden kanske enkelte af Kreaturerne tidligere havde været kjendte, og hvor det
  vel heller ikke var ualmindelig, af fremmed Driftekvæg eller enkelte paa Vildspor
  kommende Kreaturer af Fremmede Besætninger Aar om Andet søgte hen. Folkene her bleve
  da - fortæltes der - opmærksomme paa den mængde fremmet Kvæg, der ankom i Retning fra
  Jostedal. Man tællede ikke mindre end 7 Bjeldekjør, hvilket altsaa gav tilkjende, at Flokken
  bestod af hele 7forskjellige Gaardes Besætninger. Man skjønnede da strax, at det maatte staa
  galt til i Jostedalen, og at Pesten, som allerede den foregaaende Høst fra Throndhjem havde
  udbredt sig til og faret forbi Gudbrandsdalen, ogsaa havde naaet did. Nogle Mænd
  besluttede derfor - det maa have været i Juli eller August samme Aar ( 1350 ) - at reise over
  for at undersøge Tilstanden, idet man midlertidig tog det fremmede Kvæg i Forvaring. Deres
  Formodning bekræftede sig snart, thi hvor de kom frem, fandt de Folket i denne lille
  Fjelddal uddød og husene tomme. Ændelig kom de til Gaarden Bjerkehaugen. De stode
  allerede i Begreb med herfra at vende tilbage til Gudbrandsdalen, opgivende Haabet om at
  træffe Nogen ilive. Tilfældigvis opdagede da ude paa Tunet eller Gaardspladsen friske Spor
  efter en Barnefod. Ved (paany) at søge efter i Gaardens Huse, finde de Barnet i et af disse,
  hvor det var krøbet i Skjul, eller - som der staar hos Fave - i den nærliggende
  Bjerkehaugsloven, hvor hen det var flygtet. Nu siges der rigtignok i Sagnet, at dette Barn, da
  det fandtes og fangedes, var i en temmelig vild og utstyrlig Tilstand. Men selv dette er ikke
  at forundres over, uagtet, som paaviist, neppe mer end 2 til 3 Maaneder vare hengaaede,
  efterat det have mistet sine Paarørende. Børnene ere endnu den Dag i dag i norske
  Fjeldbygder gjerne sky, vilde og tilbageholdne ligeovenfor Fremmede. Det maatte da
  nødvendigvis i end høiere Grad være Tilfældet med dette elendige Pigebarn, der i
  længereTid paa en saa usædvanlig Maade havde været omgivet af Dødens Rædsler, og dertil
  i flere Maaneder været overgivet til fuldstændig Ensomhed, og som maaske af Frygt for
  smitte instinktsmæssig veg tilbage for de fremmede Mænd fra Gudbrandsdalen. --- Disse tog
  hende nu med til deres Hjem, hvor hun blev opdraget og senere giftede sig med en af sine
  Redningsmænd, hvorefter hun flyttede tilbage til Jostedalen, og nedsatte sig --- som der
  berettes --- paa Gaarden Rønnei, derer beliggende i Lusters Præstegjæld ved Bunden af
  Gaupnefjorden, netop der, hvor Opstigningen fra Søen til Fjeldbygden Jostedal begynder..
  Her skal hun og hendes Slægt efter hende i lang Tid have boet. Sagnet beretter fremdeles, at
  hun blev kaldet Navnet 'Rypen' eller --- som det i Almuedialekten her endnu hedder ---
  'Riupa', paa Grund af den vilde og sky Tilstand, hvori hun fandtes. Daimidlertid, som
  paaviist i Tidsskriftet 'Urda' (1. pag. 163), Kvindenavnet 'Riupa' oftere forekommer i den
  ældre Tid, er det meget rimelig at antage, at Pigen virkelig oprindelig har baaret dette Navn,
  der paa Grund af Omstændighederne atter kan have givet Anledning til en Sammenligning
  med den i disse Egne saa almindelige Fjeldfugl, Rypen, og at som følge deraf en let
  forklarlig lille Forvanskning af de med Hensyn hertil oprindelige Fakta efterhaanden kan
  have udbredt sig. Ifølge velvillige Meddelelser fra Hr. Kaptein G. Munthe er det afgjort, at
  der lige til hen i det forrige Aarhundrede har i Jostedal været en anseet Slægt, der gikk under
  Fællesnavnet 'Rypeslægten', og som sagdes at nedstamme fra denne Kvinde : Der nævnes
  ogsaa specielt en Lensmand i Jostedal, Torger Ottesen, der leve
  
  de for c. 100 Aar tilbage, og som udledede sin Herkomst fra hende. Der kan saaledes nok
  neppe være Tvivl om, at Sagnet om Jostedalsrypen, som vi paa Grund af de foran berørte
  mod
  samme reiste Indvendinger have været nødsagede at omtale omstændeligere end ellers
  i dette lille Skrift fornødent, virkelig, som det udgiver sig for, støtter sig til bestemte
  historiske Tildragelser, og at det vil være af Betydning og Interesse ikke alene ved en
  Undersøgelse om Familien Heibergs Oprindelse, saafremt dennes Forbindelse med samme
  kan paapeges,men ogsaa for Fædrelandshistorien i Almindelighed. Hva nu angaar
  Familien Heibergs Nedstammelse fra 'Pigen i Jostedal', da findel, som berørt, Intet derom i det foran
  omhandlede Sagn. Men dette er ogsaa ganske naturlig og tjener til end yderligere
  Bestyrkelse for sammes Ægthed, da det maa antages, at Familien Heiberg først senere er
  fremstaaet og har udviklet sig af en af Rypeslæktens Forgreninger. Da den altsaa er
  saameget yngre og rimeligviis først fremtraadte som afsondret Slægt med specielt
  Famlienavn omtrent 2 til 300 Aar senere, kan den, som ikke existerede ved Sagnets
  Tilblivelse, heller ikke omtales i dette. Under disse Omstændigheder maa utvivlsomt den
  gjennem Familien nedarvede Tradition, der søger at knytte --- ikke Familienavnets ---
  men selve Familiens Oprindelse til Sagnet om denne Pige, tillægges meget Vægt, og det saa
  meget mer, som en speciel Undersøgelse vedrørende Familiens ældste bekjendte Slægtled
  paa forskjellige Maader tjener til at bestyrke samme. I de ældre Slægtstavler over den
  Heibergske Familie anføres gjerne overalt som Stamfader, Anders Søffren- søn,
  Sorenskriver i Indre Sogn. Han var, som Bladen over hansLigkiste udviser, fød i Aaret 1630
  paa Gaarden Talle i Lyster, hvor han ligetil sin Død i 1688 boede, og hvor hans Søn og
  Eftermand Sorenskriver Gert Heiberg, der hentede sin Hustru fra Gaarden Rønnei, ogsaa
  havde sin Bopæl, indtil han i 1690 flyttede til Gaarden Amble i det nærliggende Sogndals
  Præstegjæld.
  
  Ved en Sommeren 1862 foretagen Reparation i Dale Kirke i Lyster fandtes Anders Ligkiste i
  den under Gulvet værende Gravfjælder. Paa Bladen, der er mig tilstillet fra Hr. Kapt. G.
  Munthe, som var tilstede under den ved denne Leilighed
  
  foretagne Besigtelse findes følgende af Rust næsten fortærede Inskription
  
  HÆRunder huiLer
  
  SaLig Anders Søffrensøn [ for= Dum?] Snoren Dommer offner Indze Sogn
  
  Fød ANNO 1630 den 15 MARTIi paa Talle udi Lystr
  
  ...... Samme Hans Dommer Bestilling
  
  UdiZI Aar 3M[aaneder...Uger] og Zdager. Døde ANNO
  
  1688 den 4 MARTIi udi Hans Alders 58 AAR
  
  mindre end ii dager
  
  
  Sorenskriver Anders Søffrensøns Fader var uden Tvivl den i Krafts Norges Beskrivelse IV.
  961 nævnte Søffren Lauritsen, der var Christopher Gærtsøn Morgenstjernes Formand som
  Foged i Indre Sogn, efterat han tidligere(1624) gavde væretden danske Adelsmand Byrge
  Juell til Lungegaards Fuldmægtig eller Forvalter over hans i Bergenhuus Len
  arvedevidtløftige Jordegods. At et saadant Slægtskapsforhold har fundet Sted mellom
  Anders Søffrensøn og Søffren Lauritsøn sandsynliggjøres ikke alene af deres Navne og
  Stilling, men ogsaa af det Forhold, hvori nævnte Christopher Morgenstjerne kom til dem
  begge 1] ' Christopher Gertsøn der var Søffren Lauritsøn umiddelbare Eftermand i
  Fogdeembedet, var gjennem sin Søster Maren Gertsdatter besvogret med Anders Søffrensøn,
  der forinden han blev Sorenskriver, i flere Aar var hans Fuldmægtig i denne hans Æmbeds-
  stilling.' --- Dertil kommer det faktum, at Fogden Søffren Lauritsøn ved den Tid Anders
  Søffrensøn blev fød paa Talle ifølge Kraft sees at have været Eier af denne Gaard, der ---
  efter hva foran er oplyst --- senere eiedes og beboedes af Sorenskriver Anders og dennes
  Søn Sorenskriver Gert Heiberg, og altsaa maa antages at have været et gjennem flere
  Generationer nedarvet Gamiliesæde. --- I en gammel Optegnelse fra 1772
  [ meddelt af Kjøbmand Andreas Heiberg i Bergen] af Severin A. Heiberg til Thole mtales som Familien
  Heibergs Stamfader en 'ei uberømt' Præst AndersHeiberg, der siges at være død i Aaret
  1620. Da imidlertid denne ikke omtales i andre Slægtstavler over Familien, og man heller
  ikke for øvrig veed nogen Besked om ham, kunde det maaske synes tvivlsomt, hvorvidt
  Beretningen fra Thole dette Stykke er at stole paa. Men da de øvrige navne og
  Tidsangivelser, den anfører om i de senere bekjendte Slægtled, og som man harAnledning til
  at kontrollere, ere rigtige, er det ikke usandsynlig, at ogsaa Angivelsen om Familiens
  Stamfader er det, saameget mer som denne for øvrig fortfattede Optegnelse, der findes i en
  gammel Postille, rimeligvis er ældre endog i ethvert Fald uafhængig af saavel Hattings som
  de øvrige nu existerende ældre Slægttavler over Familien, hvori desuden i Regelen alle
  Tidsangivelser vedkommende de ældre Slægtled aldeles mangle. Ifølge de Hattingske
  Manu- skripter var den første Præst i Jostedalen, som man efter Reformationen kjender, en
  Jonas Jonæsøn, der skal have modtaget dette kaldjust det samme Aar 1620, da Hr. Anders
  Heiberg, som foran anført, siges at væredød. Det kan saaledes være mulig, at denne har
  været hiins Formand som Præst i denne Egn --- at sige, hvis hans rigtignok noget tvivlsomt
  betegnede Berømmelse ikke derfor har været til Hinder. Tør man altsaa antage, at denne Hr.
  Anders, der døde 1620, er Stamfaderen, og at Sorenskriver Anders Søffrensøn er en Søn af førnævnte Foged
  Søffren Lauritssøn, maa der mellom sidstnævnte og Præsten Hr. Anders endnu have været et
  Led, der maa tænkes udfyldt af en for øvrig nu ubekjendt Lauritx Anderssøn, hvilket ogsaa
  for Tidsfølgende Skyld meget vel lader seg antage. Fogden Søffren Lauritssøn havde
  desuden en ældre Broder, Anders Lauritssøn
  [ I Dale Kirke i Luster opbevares tvende Epitaphier vedrørende disse brødre, deres Hustruer og Børn] ,
  der var hans Formand som Foged i Indre Sogn, og som antages at være død c. 1630, efterat han allerede før dette Aar
  sees at være aftraadt fra sin Embedesstilling, efterladende sig blant flere Børn formeentlig
  Sønnen Søffren Anderssøn, der omtales i Dokumenterfra Midten af det 17de Aarhundre som
  Jordegodseier i Luster, og som Fader til Mats, Anders, Lars eller Laurits Søffrensønner samt
  Christine Søffrensdatter, der c. 1652 ægtede den rige Raadmand i Bergen (tidligere Foged i
  Finmarken) Hans Jenssøn Ørbech, hvis 2den Hustru hun var. Den yngre Broder Søffren
  Lauritsøn, der ved Aaret 1630 har efterfulgt Anders Lauritsøn i Fogdeembedet, og som
  endnu levede 1654, synes at have været 2 Gange gift og haft foruden den før nævnte Søn
  Anders, der rimeligviis er af 2det Ægteskab, og fra hvem den nuværende Familie Heiberg
  nedstammer, tillige Børnene: M e t t e og C h r i s ti n e, samt L a u r i t s , der indtil 1663
  var Forvalter over den i Luster beliggende adelige Sædegaard Sørum, der ved Slutningen af
  dette Aar kom i førnævnte Raadmand Ørbechs Besiddelse. Af det her Anførte om
  Heibergslægtens ældste bekjendte Slægtsled og deres Forgreninger, hvortil vi senere skulle
  komme tilbage, lader sig vistnok Intet med Bestemthed udlede om dens Nedstammelse fra
  Jostedalsrypen eller hendes Slægt,men det sees dog, at denne Familie utvivlsomt maa søge
  sin Herkomst fra den samme Ægn (Luster eller Jostedal), blant hvis mægtigste og mest
  anseede Ætter den i det 16de og indtil Slutningen af det 17de Aarhundrede har været, hvilket
  ogsaa som foran berørt skal have været Tilfældet med Rypeslægten. Selv om Traditionen
  derom ingen Besked vidste at give, synes det derfor at ligge temmelig nær at antage, at en
  Forbindelse mellom disse Ætter har existeret. En nærmere Bestyrkelse heri vil man uden
  Tvivel finde ved at undersøge de ældste opbevarede Familiesegiller Heibergerslægten
  vedkommende, da der i disses Symboler, som det synes, lige fra den ældste Tid af spores
  endog direkte Antydninger til, at en saadan Forbindelse vikelig har fundet Sted. Det af
  Sorenskriver Anders Søffrensøn benyttede Segl, der endnu forefindes paa mange
  Dokumenter fra hans Tid, forestiller et Dødningehoved hvilende paa korslagte
  Dødningebeen (hvorhos er tilføiet ved øvre Rand hans Navnetræk: A. S. S.) Mon han ikke
  hermed har villet henvise til den sorte Død og den Rædsler, hvilke hans Stammoder paa en
  saa underfuld Maade blev befriet fra, og hvorfor han har følt Trang til ved et synlig Tegn at
  drage sig i Erindring denne mærkelige Begivenhed, der var Aarsag til hans og hans Slægts
  Tilværelse ? --- I hans Søns, Sorenskriver Gert Heibergs Segl (det han sees at have benyttet
  fra Begynndelsen af forrige Aarhundrede -
  
  -- tidligere, i hans yngre Alder, finder man ved hans Underskrifter et andet hvori kun
  Forbogstaverne G. H.) træffer man atter Dødningehovedet og Beenknoklerne men de ere her
  betydelig mindre og optage kun det nedre Parti af Segillet. I Midten og henimod den øvre
  Rand (hvor, som vanlig paa ældre Segl fra denne Tidsalder, Navnetrækket med smaa
  Bogstaver ere henskudte) sees en Samling Blomster og friskt Græs, der frodigen spirer frem
  og udfolder sig ovenfor Dødningehovedet ---- et Sindbillede, som ligeledes findes indgravet
  som Vaaben eller Skjoldmærke i en større Blikplade paa hans Ligkiste. Her har man altsaa
  det sammen Sindsbillede, som derved tydelig udpræger sig som et fra meget gammel Tid
  antaget og gjennem flere Slægtled bibeholdt og opbevaret Familiesymbol. I Sorenskriver
  Gert Heibergs Segil synes Tanken, der dog fremdeles knytter sig til den nedarvede Tradition
  om Slægtens Oprindelse, at være videre udviklet, og tør maaske udtales saaledes: Fra den
  Pige, som ved Guds underfulde Bistand blev unddraget fra Pestens ødeleggende Virkninger i
  Jostedalen, udspringer en talrigog frodig Slægt. Paa en gammel Sølvkande, der 1725 eiedes
  af hans Enke, Sophie Christensdatter, findes tvende Vaabenmærker, som hun dette Aar har
  ladet indpræge paa sammes Forside. I det ene gjenfindes Dødningehovedet med de forslagte
  Beenknokler, hvorover er anbragt et Timeglas. I det andet sees en Rype, holdende i Næbbet
  en Palmegreen. Om Dødningehovedet senere har været benyttet som Familiesymbol er
  usikkert, dog sansynlift, da idetmindste Erindringen derom har holdt sig som Tradition inden
  en enkelt Green af Familien lige indtil denne Tid, hvilket Udgiveren har havt Anledning til
  at overbevise sig om ved for nogen Tid siden at træffe sammen med den gamle Præsteenke i
  Stavanger, Anne Dorothea Magnus f. Heiberg. Hun fremhævede nemlig udtrykkelig, at efter
  Sagnet skulde i det Heibergske Familiesegil findes et Dødningehoved. --- I afdøde Antikvar
  B. Moes Segilsamling, der opbevares i Rigsarchivet i Christiania, er der for øvrig under
  Afdelingen 'Heiberg' et Par Segl fra en nyere Tid, hvori Tilnærmelse eller Beslægtethed med
  Hensyn til Symbolet umiskjendelig spores. I det ene (fra 1790) sees ovenover det egentlige
  Felt Døden med sin Le omgivet paa hver Side af en Stjerne. I selve Feltet staar en Palme
  eller et Fyrretræ paa en Klippe eller et Bjerg, rimeligviis for at hentyde til Familiens ægte
  norske Extraktion. I det andet (fra 1813) er Feltet deel i 2 Partier; i det øvre sees mellem to
  Stjerner -- i stedet for Døden og dens Le ---- en Rype; i det nedre hviler paa beskygget
  Grund to forslagte Leer.
  
  Rypen træffer man fra Midten af det forrige Aarhundrede oftere anvendt i Familien som
  Signetmærke. Hvordan man nu end vil udtyde disse Segiller, lader det sig vel vanskelig
  bortresonnere, at de samtlige bære tydelig Spor af at knytte sig til Traditionen om
  Nedstammelsen fra Jostedalsrypen --- Noget, der altsaa fra meget gammel Tid, ja maaske
  lige fra Slægtens Oprindelse kan paavises som antaget og fastholdt inden Familien. Dertil
  kommer, at medens der, saa vidt skjønnes Intet med Grund anføres imod, er der paa den
  anden, som paaviist, Meget for øvrig, der taler for Paalideligheden saavel af Sagnet om
  Jostedalsrypen som den dertil knyttede Tradition Familien Heiberg vedkommende.
  Hvormeget derfor i Almindelighed maa indrømmes, at man bør omgaaes varlig med de
  gamle historier om Familiers og Familienavnes Oprindelse, kunde det saaledes nok hænde,
  at man i dette Tilfælde Intet resikerer ved at fæste Lid til de her omhandlede Sagn. Det
  kunde altsaa heller ikke være umulig, at jo P. A. Heiberg den gang har havt Ret, naar han,
  som man tydelig kan se, med Overbevisningens og Troens fulde Sikkerhed og Bestemthed
  erklærer at hans Familie nedstammer 'i lige og uafbrudt Linie fra den saakaldte
  Jostedals=Rypen'. Hvorom Alt --- fra Luster eller Jostedal kan det paavises, at den
  nuværende Familie Heiberg har havt sin første Udbredelse. Om Oprindelsen til selve
  Familienavnet lader sig derimod Intet med Bestemthed sige. Det er rimelig, at den ovenfor
  nævnte 'ei uberømte' Præst Anders Heiberg, er den Første, der har baaret det. Verken Fogden
  Anders Lauritsøn eller dennes Brøder FogdenSøffren Lauritsøn bar det, ligesaalide som
  Sorenskriver Anders Søffrensøn og dennes Børn med 2den Hustru, Elen Hansdatter Ørbech,
  hvilke sidste, som ikke ualmindeligt i de Tider,
  tilligemed Descendenter optoge Moderens Familienavn. Derimod nævnes med Familie-
  Navnet Heiberg samtlige Anders Søffrensøns Børn med første Hustru, Maren Gertsdatter
  Morgenstjerne, der var en Søster af Fogden Christopher Gertsøn, og altsaa ligesom henne
  rimeligviis af svensk herkomst. De ældste endnu tilværende Dokumenter, hvori
  Familienavnet Heiberg forekommer, ere saavidt vides fra 1690, fra hvilket Aar flere haves,
  der ere Underskrevne af Sorenskriver Gert (Anderssøn)Heiberg. Men da, som meldt, ogsaa
  dennes Søskende i ældre Slægtstavler tillægges dette Familienavn, er det ikke usandsynlig,
  at det tidligere har existeret, og at det i nogle Generationer i det 17de Aarhundrede ikke har
  været benyttet. Sam bekjendt var det nemlig paa de Tider meget Almindeligt at
  Familienavnene, selv blant meget anseede ældre Slægter, aldeles udelodes. Stamfaderen for
  den nu existerende Familie Heiberg er, som meldt, Anders Søffrensøn, der først nævnes som
  Fuldmægtig hos Christopher Gertsøn (Morgenstjerne), som omtrent mellem Aarene 1659 og
  71 var Foged i Indre Sogn og boede paa Flaahammer (Flahammer) Gaard i Luster. Under
  29. Marts 1665 sees han tillige at have været Fru Helvig Skinkels Børns og Arvingers
  Fuldmægtig over de adelige Sædegaarde Kaupanger med 11 og Stedje med 18 den gang
  tilliggende Gaarde, hvilken Stilling han endnu indehavede 1667, da han i November Maaned
  maa være bleven udnævnt til Sorenskriver i Indre Sogn. Hans 2den Hustru Elen Ørbech, var
  en Datter af førnævnte Raadmand Hans Jenssøn Ørbech og hennes 1ste Hustru Kirstine
  Kønningham, hvis Fader var den til Norge ved Begyndelsen af Aarhundredet indvandrede
  skotske Adelsmand John eller (som han ogsaa kaldes) Hans Kunningham (Cunningham), om
  hvem jfr. Norske Folks Sprog og Historie III. 157. Descendenter af Sorenskriver
  Anders Søffrensøn med denne hans 2den Hustru findes endnu paa Gaarden Natvik i
  Aardals Præstegjæld (Indre=Sogn), hvilken Gaard eiedes af Sønnen Hans Anderssøn Ørbech
  og senere har gaaet i Arv i denne Familie.
• Han Epitafium med Sørens familie gitt til Dale kirke. Se bildet..
• Han var også kjent som Fogd.
• Han ble født i 1575 i Luster, Sogn og Fjordane, Norge.
• Han giftet seg med Anna Madsdatter i 1606.
• Søffren Laurritzøn døde den 3 april 1653 i Luster, Sogn og Fjordane, Norge.
• Han giftet seg med Elen Hansdatter Ørbech i 1675.

Lauritz Anderson

• Far-Bio: Anders Hessøen f. 1522, d. 1620

• Slektskap: 9. tippoldefar til Bjørn Gert Bækkelund.

• Lauritz Anderson var Fuldmægtige Foged.
• Han giftet seg med en ukjent person .
• Han ble gravlagt i Luster, Sogn og Fjordane, Norge.
• Han var også kjent som Fogd.
• Han ble født i 1545 i Gaupne sogn, Luster, Sogn og Fjordane, Norge.

Anna Madsdatter

• Slektskap: 8. tippoldemor til Bjørn Gert Bækkelund.

• Anna Madsdatter døde. Y.
• Hennes navn som gift var Laurritzøn.
• Hun giftet seg med Søffren Laurritzøn i 1606.